ENOMIS BEAUTY - VISUEL IDENTITET
Som en del af min afsluttende eksamen på Grafisk Design udviklede jeg en ny visuel identitet til Enomis Beauty. Projektet tog udgangspunkt i virksomhedens behov for et mere moderne og professionelt udtryk, der kunne skabe genkendelighed og understøtte den kvalitet som ejeren allerede leverer i sine behandlinger.
Enomis Beauty er en skønhedssalon i Aalborg drevet af Simone Kehlet. Hun havde på forhånd fokus på faglighed og kundeoplevelse men manglede en visuel identitet der kunne matche niveauet af hendes arbejde. Opgaven bestod i at skabe en helhedsorienteret identitet der kunne bruges på tværs af platforme både fysisk og digitalt.
Den nye visuelle identitet giver Enomis Beauty et moderne, feminint og legende udtryk der matcher den kvalitet Simone står for. Logoet er et wordmark i en serif font der kombinerer elegance med kreativitet. Farvepaletten består af røde og lyserøde nuancer der signalerer varme og kærlighed kombineret med gule toner der skaber balance og energi. De grafiske elementer bygger på organiske bølger inspireret af penselstrøg og neglelak.
For at sikre at den nye identitet kunne mærkes på alle kontaktpunkter, har jeg designet en række materialer der skaber en sammenhængende oplevelse. Visitkort, gavekort og stempelkort er udviklet med fokus på genkendelighed og enkelhed, så brandet står tydeligt frem i den fysiske kunderejse. Skiltningen er designet til at skabe synlighed i gadebilledet og afspejle virksomhedens professionalisme. På sociale medier er identiteten omsat til et visuelt univers der gør profilen mere attraktiv og letgenkendelig. Samlet set understøtter disse implementeringer Enomis Beauty i at fremstå moderne, troværdig og konkurrencedygtig.
En del af designguiden omhandlede også billedstil. For at styrke genkendeligheden anbefalede jeg at Enomis Beauty arbejder med lyse og enkle billeder, hvor behandlingerne fremstår tydeligt og i fokus. En konsistent billedstil er med til at understøtte den professionelle identitet og sikre at det visuelle udtryk hænger sammen på tværs af sociale medier, website og tryksager.
Som en del af projektet udarbejdede jeg et udkast til et webdesign, der viser hvordan den nye visuelle identitet kan implementeres digitalt. Formålet var at demonstrere hvordan farver, typografi og grafiske elementer kan oversættes til en hjemmeside, så der skabes en rød tråd mellem de fysiske materialer og den online tilstedeværelse. Udkastet er tænkt som inspiration og viser et muligt bud på hvordan Enomis Beauty kan fremstå professionel og imødekommende på digitale platforme.
Projektet har resulteret i en samlet visuel identitet for Enomis Beauty, hvor logo, farver, typografi, billedstil og implementering på tværs af medier skaber en rød tråd. Identiteten understøtter virksomhedens ønske om at fremstå mere professionel og konkurrencedygtig, samtidig med at den bevarer det personlige og feminine udtryk.
Hele projektet er dokumenteret i en designguide, hvor regler og retningslinjer for identiteten præsenteres i fuld detalje.






